MÅNEDENS ANBEFALING – DECEMBER 2018

Oprettet d. 22. november 2018

På baggrund af indsendte evalueringer af afholdte forelæsninger fremhæves løbende en række forelæsninger, som har fået særligt gode evalueringer med på vejen eller på anden vis kan fremhæves ud fra en betragtning om aktualitet, nytænkning, formidling m.m.:

 

Høj-Stene: En monumental skibssætning ved Gudenåen v/ Arkæolog, Ph.d. Mogens Skaaning Høegsberg

”Meget fin disponering af foredraget. Forelæseren introducerede generelt til begrebet og ikonografien monumentale skibssætninger, hvilket gav en fin indføring i stoffet og efter pausen gik han videre til den lokale skibssætning. God til at besvare spørgsmål efterfølgende. Flere sagde, det havde været en spændende aften.”

 

Samerne i det 21. århundrede v/ Lektor i antropologi Sally Anderson

Sally Andersons foredrag var interessant – spændende – og båret af stor glæde ved emnet. Det opfyldte på bedste måde kravene til et folkeligt, videnskabeligt foredrag. Hele arrangementet var med andre ord en stor succes. Vi fik tre nye medlemmer til Foreningen Norden og vores studierejse har fået en venteliste på 13 personer; selve rejsen er “udsolgt”.”

 

1918 1. verdenskrig i perspektiv v/ Cand.mag. Niels Toft Christensen

Meget flot og veldisponeret foredrag. Fangede tilhørerne bl.a. med at trække historiske linier til nutiden. Kan kun anbefales.”

 

Euripides krigsdramaer v/ Lektor Marcel Lysgaard Lech 

”Foredraget indgik i serien om Athen i det 4. århundrede f.kr. Forelæseren har nyoversat Euripides og fremstillingen var klar, overbevisende og meget kompetent.”

 

Edda og saga v/ Cand.mag. Rolf Stavnem

”Indgik i seminar om Island i anledning af 100-året for selvstændigheden. Rolf Stavnem har oversat Den poetiske Edda og bidraget til de fleste bind sagaoversættelser. Han beretter med stor indsigt om denne særegne litteraturs tilblivelse – som verdenskunst – og som væsentligste kilde til forståelse af livet på Island i de første århundreder efter “landnam”.”

 

Hvad er forskellen på velfærdsstaten og konkurrencestaten v/ Professor, emeritus Ove Kaj Pedersen

”Blændende gennemgang af udviklingen fra socialstat i sidste halvdel af det 19. århundrede over velfærdsstat til konkurrencestat og forudsætningerne for sidstnævntes videre udvikling.”

 

Den lange renæssance v/ Historiker, fhv. forskningschef Steffen Heiberg

Godt foredrag, hvor trådene fra renæssancen blev trukket tilbage til det romerske kejserrige og frem til i dag. Af relevante emner kan nævnes handel, økonomi, politik , kunst og geopolitik.”

 

Vi troede ikke det kunne ske her v/ Universitetslektor Christian Axboe Nielsen

”Godt foredrag med en foredragsholder, der brændte for sit emne. I foredraget belystes udviklingen i Jugoslavien og forudsætningerne for landets efterfølgende borgerkrig.”