Månedens anbefalinger – september 2024

Oprettet d. 25. september 2024

Friis Arne Petersen: Hvor er Verden på vej hen?

v/Friis Arne Petersen tidl. ambassadør, direktør i Udenrigsministeriet, cand. polit.

Friis Arne Petersen er enestående til at formidle verdens situation – han trækker helt tydeligt på en livslang erfaring i udenrigstjenesten og har mod og indsigt til at give et meget bredt blik på problemstillingen. Han taler uden manuskript og slides, hvilket giver foredraget en anderledes karakter.
Kan i høj grad anbefales.

 

Mødet med Mælkevejen

v/ Jakob Andersen, astrofotograf

“Jakob viste nogle fantastiske billeder og hvordan han arbejdede med at finde særlige steder og den helt rette stemning. For de af gæsterne der interesserede sig for foto teknik til optagelse af astrofoto gav han mange gode tips De som “kun” var interesseret i de flotte billeder, blev blæst bagover, hvor fine foto der kan tages, når man har tålmodigheden, udstyret og viden. Jakob medbragte også to af sine bøger og postkort med forskellige af hans foto og flere gæster købte både bøger og postkort.”

 

Weyse – komponisten, manden og hans København

v/ Christian Tobiasen, cand.mag. i filosofi og projektleder i det danske barokorkester Concerto Copenhagen

“Arrangementet var gratis og bød på både foredrag og koncert, begge om komponisten Weyse. Christian Tobiassen er en meget levende foredragsholder, der undervejs fik os til at trække på smilebåndet. Han lagde fint op til den efterfølgende koncert. Arrangementet blev gennemført i et meget lovende samarbejde med de lokale kirker.”

 

Viborg – en nyhedsørken eller et vågent demokrati?

v/Lars Norup, chefredaktør

“Et veloplagt foredrag om lokalpressens vilkår og ikke mindst fremtid. Vil vi have en lokal presse, der bider magthaverne i haserne?”

 

Kremls krigspropaganda og statslig kontrol med medier

Valentyna Shapovalova, ph.d.-stipendiat i russiske medier, desinformation og propaganda

“Valentyna Shapovalova afholdt med udgangspunkt af sin Ph.D. afhandling et meget levende og inspirerende foredrag. Valentyna var helt inde i sit stof, og der var stor spørgelyst og fine besvarelser. Der er et område, som de fleste nok tænker, at der er stærk censur og propaganda, og det har Valentyna gennem sin forskning stor indsigt i. Hun er født i Ukraine, taler russisk og et meget flot dansk og har studeret i Danmark.”