Ultraforarbejdet mad
v. Cecilie Sandvad, rådgivnings- og ernæringskonsulent
“Cecilie Sandvad holdt publikum fanget i 1,5 time ved et særdeles spændende foredrag om ultra forarbejdet mad .Hun gennemgik NOVA- klassifikationen ,som forskere bruger til at inddele vores fødevarer i 4 kategorier. Vi fik historisk gennemgang af, hvordan vi opbevarede og konserverede vores mad gennem tiden. Mange undersøgelser og fine plancher understøttede dette fine oplysende foredrag om Ultraforarbejdet mads konsekvenser for vores helbred. Vi fik også at vide, hvad vi skulle være opmærksom på i varedeklarationerne. Der var stor spørgelyst under og efter foredraget”
Den Røde Brænding
v. Jakob Tøtup Kjærsgaard, historiker, forfatter
“Foredragsholderen er usædvanlig dygtig med både selve foredraget og sin kompetente viden. Vi kan bestemt anbefale andre at bruge ham. Man bliver ikke skuffet.”
Den kolde krig
v. Thomas Tram Pedersen, historiker, byplanlægger, forsker.
“Foredraget blev indledt med et nutidigt kig på situationen i Grønland og derfra linjer tilbage til anden verdenskrig, hvor USA for alvor fik øje på Grønland. Der blev derfor via den danske ambassadør i USA oprettet flere militære faciliteter i Grønland. Thomas Tram Pedersen er en fremragende formidler og som tidligere chef på Koldkrigsmuseet på Stevns med meget stor viden om Den kolde Krig. Foredraget blev rigt illustreret af fotos fra mange områder af Danmark og naturligvis også med fotos fra vores kommune: Gribskov. En stor anbefaling.”
Av, det gør ondt – personlig smertebehandling
v. Kristian Kjær-Staal-Petersen, associate professor, smerteforsker
“Et aldeles fremragende foredrag om den nyeste smerteforskning. Foredragsholderen er førende indenfor feltet på verdensplan og formidlingen var fremragende og forståelig for alle. Kan varmt anbefales.”
Syv sider af det moderne Indien
v. Peter Johansen, cand.phil
“I foredraget ”Syv sider af det moderne Indien” tegnede Peter Johansen nogle interessante portrætter af seks centrale profiler fra det moderne Indien: præsidenten, en rigmand, en kvindelig populistisk politiker, en kasteløs, en aktivist – og ham selv som backpacker. Profilerne dannede udgangspunkt for fortællinger om politik, kastesystemet og indkomstforskelle, og de blev ledsaget af statistiske oplysninger fra forskellige (net)kilder. Foredraget var underholdende og veldisponeret.”
Vatniksuppe-hybridkrig og russisk desinformation på nettet
v. Morten Hammeken, idéhistoriker, cand.mag.
“Et meget informativt og “skræmmende” foredrag om russernes hybridkrig, troldesuppe og andre angreb via internettet. Det blev fremført på en både underholdende måde, men også med den seriøsitet, som sådan et emne kræver Kan stærkt anbefales, hvis man vil have ekspertviden på dette område.”
Færøerne, kunst, kultur, litteratur og musik
v. Lisbeth Nebelong, master of public management, forfatter og journalist
Lisbeth Nebelong er delvist vokset op på Færøerne og har siden besøget øerne utallige gange. Hun har derfor et grundigt kendskab til Færøerne, til historie, levevis, økonomi og specielt til kulturlivet. I første del af foredraget gennemgik Lisbeth Nebelong de vigtigste billedkunstnere, i anden del musik og litteratur. Hun trak tråde fra den gamle sang- og dansetradition til nutidens genrer. Fremstillingen var levende og engageret med adskillige underholdende elementer.
Går Golfstrømmen i stå? Bliver vores klima som Alaskas
v. Peter Ditlevsen, professor, Niels Bohr Instituttet
“Igen et superforedrag, hvor foredragsholderen fremlagde det svære stof med uforståelige ligninger og grafer med let forståelige hverdagseksempler. Vi blev ført gennem udviklingen af forudsigelse og beregning af vejret og over i beregningen af klimaets udvikling til Golfstrømmens vej og den kolde havstrøms indvirkning på Golfstrømmen. Det var interessant at få forståelse af opbygningen af iskappen og afsmeltningen og sammenspillet mellem de to. Foredraget kan i den grad anbefales. Deltagerne havde mange kommentarer og spørgsmål, så igen et dejligt samspil mellem deltagere og foredragsholder.”