Hvad er Folkeuniversitetet?
Det første Folkeuniversitet blev oprettet på Københavns Universitet i 1898 med ønsket om at udbrede kendskabet til forskningens metoder og resultater til folket. Siden da har det folkeoplysende arbejde bredt sig og der findes i dag folkeuniversiteter over hele landet.
Formålet med Folkeuniversitetet er at udbrede kendskabet til forskningens metoder og resultater samt fremme demokratiforståelse og aktivt medborgerskab gennem folkeoplysende undervisnings- og foredragsvirksomhed (folkeoplysningsloven, kap. 13).
Hvem kan deltage?
Folkeuniversitetets kurser og foredrag er for alle. Der er ingen adgangskrav eller eksaminer. Vi formidler videnskabens metoder og resultater til alle, der har lyst til at lære noget nyt og udvide deres horisont.
Hvad handler forelæsningerne om?
Vi formidler forskningens resultater inden for en lang række videnskabelige discipliner og i vores programmer finder du foredrag og kurser om næsten alt – fra astronomi, geologi og politik til kunst, litteratur, historie og sundhed.
Du kan finde dit nærmeste folkeuniversitet og se kommende forelæsninger på hjemmesidens forside.
Hvem underviser?
Folkeuniversitetets forelæsninger varetages af forelæsere, som har et dokumenteret førstehåndskendskab til den forskning, der ligger til grund for det emne, der forelæses i; der vil her typisk være tale om videnskabelige medarbejdere ved universiteter eller andre højere læreanstalter og vidensinstitutioner.
Forelæseren har relevant uddannelse på universitetsniveau og en hermed forbundet forskningsindsigt eller har ad anden vej dokumenteret eller på anden måde godtgjort sagkundskab inden for det emne, der forelæses over, f.eks. embedsmænd, journalister, kunstnere og politikere.
Hvor og hvornår foregår forelæsningerne?
Find dit nærmeste folkeuniversitet på hjemmesidens forside. Her kan du se informationer om lokale programmer, tid, sted og pris.
Organisation
Se oversigt over øvrige afdelinger her