Vandmøllerne introduceredes i Danmark nogenlunde samtidig med kristendommen, og meget tyder på, at det var de munke, der i 1100-årene byggede klostre i Danmark, der udbredte kundskaben om møllebyggeri. Oldtidsbonden havde brugt hovedparten af sin vågne tid på at skaffe sig det daglige brød. Formalingen af korn til mel var en proces, der optog så meget af især kvindernes dagligdag, at vi i dag har svært ved at forestille os, hvor central denne arbejdsopgave var i dagligdagen. Man regner med, at ét medlem af hver husstand måtte bruge alle døgnets arbejdstimer på at male brødkorn på enten skubbekværn eller drejekværn (håndkværn). Da skubbekværn og håndkværn blev stillet til side, og vandkraften overtog det hårde malearbejde, blev der frigivet megen tid, som kunne bruges i samfundsudviklingens tjeneste.

Vandmøllen havde imidlertid den skavank, at den ikke kunne male i tørre perioder, og når frosten bandt vandet. Midt i 1200-tallet lærte man så vindmøllen at kende, og helt frem til slutningen af 1800-tallet var vand- og vindkraft de vigtigste energikilder i Danmark. Gennem århundrederne blev vindmøllerne effektiviseret, og på vindmøllernes område blev Danmark i løbet af 1800-tallet et foregangsland.

Gennemgangen af udviklingen af møllebyggeriet vil blandt andet blive illustreret med eksempler fra Sønderjylland.