Kampen mellem slavofilerne og de ”vestvendte”

Russisk historie har som et pendul svinget mellem to yderpunkter. Det ene er Europa, og det andet er det, russiske nationalister hævder, er det særligt russiske. I det nittende år-hundrede svingede pendulet mellem to filosofiske retninger, slavofilerne og de ”vestvend-te”. Slavofilerne mente, at Rusland skulle søge tilbage til tiden før Peter den Store iværk-satte sine ”europæiske reformer” og dermed slog Rusland ud af kurs. De vestvendte slog til lyd for, at Rusland en gang for alle skulle slå ind på den europæiske vej med kapitalis-me, markedsøkonomi og demokrati.

Når Rusland af en eller anden grund kom ud i en krise, skete det ofte, at de politiske lede-re lod sig inspirere af det mere succesrige Vesten og iværksatte en række mere eller mindre dybtgående reformer. Opgaven bestod dybest set i at modernisere det russiske styre ved at begrænse tsarens enevældige magt og overlade områder til samfundet, her-under til private økonomiske aktører og markedet. Dette blev særligt tydeligt i sidste halv-del af det nittende århundrede. Rusland havde ved århundredets midte tabt Krimkrigen til Frankrig og England, og en forstandig statsmand hviskede tsaren i øret, at hvis han ikke satte reformer i gang, ville de komme i form af en revolution fra neden. Tsaren var Alexan-der II, der på grund af reformerne, der omfattede frisættelsen af den russiske bonde, en vis administrativ og politisk decentralisering og udvikling af industrien og markedet, fik til-navnet ”befriertsaren”. Alt dette satte en rivende udvikling i gang, der, hvis det ikke var ble- vet stoppet af Den første Verdenskrig og bolsjevikkernes magtovertagelse kunne have bragt Rusland et godt stykke af vejen mod den vestlige udvikling …

Etableringen af bolsjevikkernes diktatur var ensbetydende med indførelsen af en autoritær og tyrannisk stat, hvis lige Rusland aldrig havde oplevet. Først med Krustjov i 1950’erne lyder stemmer i den russiske elite, der peger på nødvendigheden af reformer i et system, der er ved at blive lammet af frygt og fattigdom. Reformerne får for alvor fart under Gorba-tjov og senere under Boris Jeltsin. Han kaster endegyldigt håndklædet i ringen, og beken-der sig til den vestlige model. ”Tag så meget frihed I kan æde” sagde han til den russiske offentlighed. Da Jeltsin overlod nøglen til Kreml til sin afløser ved årtusindskiftet, lød det: ”Det er min hovedopgave at styrke vertikalen i det russiske magtsystem.” ”Så er vi tilbage på den ujævne markvej, der går fra Ivan den Grusomme til Vladimir Putin” skrev en af mi-ne liberale russiske venner til mig. Og han fik jo ret.

I forelæsningen vil det blive diskuteret, om Rusland virkelig er en fange af sin historie, eller om der er håb for modernisering og forandring.