Monstrøst forfald, lillepigemomstre og horror under overfladen: Kvium, Lemmerz, Nord og Rubinke
Ph.d. Kamma Overgaard HansenLørdag den 16.11. kl. 11:00-15:00 i Multikulturhuset, Salen. Deltagergebyr: 250 kr.
Tilmelding direkte til Sønderjyllands Kunstskole via hjemmesiden www.kunstskolen.sonderborg.dk hold 24229F. Eller på telefon nr. 88 72 42 24.
Denne lørdag skal handle om monsteret og det monstrøse i dansk samtidskunst – fra det overtydelige til det underspillede, fra det erkendte til det freudiansk fortrængte.
Michael Kvium og Christian Lemmerz har gennem fire årtier skildret menneskets forfald og skyggesider i henholdsvis maleri og skulptur – men i fællesskab også gennem film, performances og tegneserier. Vi skal se på de forskellige måder, de to kunstnere har fremmanet monstrene for deres publikum på: som kropsligt forfaldne væsner, karikerede autoriteter og ikke mindst som mennesker, der handler umenneskeligt og ondt.
Hos Julie Nord og Maria Rubinke er monstrene ofte noget, der gemmer sig inde bag det nuttede. Julie Nord tegner storøjede lillepigefigurer i tvivlsomt selskab, mens Maria Rubinkes fint forarbejdede porcelænsfigurer altid har en ildevarslende bagside. Intet er så godt og ufarligt, som det ser ud ved første øjekast.
I løbet af dagen præsenteres et rigt værkudvalg af de fire kunstnere samt deres inspirationskilder i tidligere tiders kunst-, litteratur- og filmhistorie. Endelig skal vi se på, hvordan billedkunsten gør det muligt at reaktualisere og diskutere monsteret i en tid, hvor eventyr og overtro for længst har veget pladsen for et mere rationelt verdensbillede.
I samarbejde med Sønderjyllands Kunstskole