Jens Juel – Under huden
Tine Nielsen Fabienke, Mag.art.I 1700-tallets sidste årtier ville alle, der havde magt og penge, males af Jens Juel (1745-1802). Han var barn af oplysningstiden og orienteret mod de nyeste trends i Europa, og så var han optaget af selvet og dets fremstilling.
Fra 1780 og frem til sin død var Juel landets mest eftertragtede portrætkunstner, og blandt hans modeller finder vi kongehuset, godsejere, ministre, embedsmænd, handelsfolk, videnskabsfolk, revolutionære og kolleger, foruden Juels egen familie. I en kontrastfyldt tid kunne han få de portrætterede til at se søde, milde og menneskelige ud, og med sin sikre pensel gav han dem alle et billedligt efterliv, så de i dag – 250 år senere – stadig fremstår lyslevende og fascinerende.
Udstillingen Jens Juel – Under huden præsenterer 75 værker og udvalgte genstande fra offentlige og private samlinger i ind- og udland. Den viser, hvordan mange af vores konflikter i dag om ytringsfrihed, ligestilling, kolonifortid og selvfremstilling trækker tråde tilbage til demokrati- og individforståelsen i Jens Juels samtid. Derfor er det oplagt nu at kaste et nyt og nysgerrigt blik på hans virke.
