Er vi i en ny mellemkrigstid v/ Emil Eiby Seidenfaden
Emil Eiby Seidenfaden, Ph.d i HistorieKom og hør om Danmark og Europa i mellemkrigstiden med særlig fokus på internationalt samarbejde og en diskussion af hvorvidt vi lever i en ny ”mellemkrigstid”.
”Over hele Europa går lamperne ud, og vi vil ikke se dem tændes igen i vores levetid”. Sådan sagde den britiske udenrigsminister Edward Grey efter sigende til en kollega i august 1914, aftenen før Storbritannien gik ind i Første Verdenskrig. Sætningen er siden blevet flittigt brugt, ikke kun som betegnelse for Første Verdenskrig, men for hele perioden fra 1914 til 1945.
Den europæiske mellemkrigstid (1919-1939) lever et skyggeliv i vores historiske bevidsthed. Navnet ”mellemkrigstiden” beskriver en tid mellem to skelsættende katastrofer som har formet den verden vi lever i. Det har ofte den konsekvens for vores syn på perioden, at den bliver reduceret til de personer, begivenheder og udviklinger som pegede direkte frem mod en ny krig. I dette foredrag går historiker Emil Eiby Seidenfaden i dybden med mellemkrigstiden med udgangspunkt i sin egen forskning om FN’s forgænger Folkeforbundet. Var en ny verdenskrig forudbestemt til at bryde ud efter de hårde krigsskadeserstatninger, de vesteuropæiske stormagter afkrævede Tyskland i Versailles-traktaten i 1919? Hvad kan vi lære ved at forske i Folkeforbundet, når nu organisationens grundlæggende formål, at forhindre en ny verdenskrig, uomtvisteligt slog fejl? Kan man spore håb og optimisme i mellemkrigstidens offentlige debat? Og kan man rimeligvis sammenligne mellemkrigstidens internationale politiske udvikling med den i vores egen tid i dag?