Med dannelsen af Det danske Hedeselskab den 28. marts 1866 begyndte danmarkshistoriens største egnsudviklingsprojekt. Hovedformålet for selskabet var at ”fremme frugtbargørelsen af den jyske halvø” igennem oplysning om heden samt støtte til forberedende arbejder såsom engvanding, beplantning og udbygning af vejene. En regulær omkalfatring af det danske landskab blev sat i gang, og der opstod hurtigt en næsten mytisk aura omkring arbejdet med at forvandle særligt de jyske hedelandskaber.

I centrum for det hele stod den karismatiske kaptajn og ingeniør Enrico Mylius Dalgas som Hedeselskabets udfarende og organisatoriske superkraft. I udførelsen af det, der blev hans livsværk, optrådte han som en slags menneskelig transformator, der kunne overføre energi og idéer og investeringer mellem ellers adskilte sociale og kulturelle kredsløb i landet. Han kendte hedernes geografi bedre end de fleste og færdedes lige så hjemmevant i hedeboernes simple stuer som i hovedstadens ministerier og fine saloner for kunstnere og videnskabsmænd.

Foredraget handler om Hedeselskabets virke for at skabe økonomisk og social udvikling i det indskrumpede kongerige, som efter krigen i 1864 var blevet en småstat i Europa. Det går tæt på Dalgas og hans livsprojekt, der forvandlede Jyllands landskaber og livsformer markant, herunder årene som vejingeniør i Holstebro.

Foredraget rejser også spørgsmål om Hedeselskabets særlige status i det unge demokrati i Danmark i slutningen af 1800-tallet. Var selskabet i virkeligheden et skalkeskjul for store jord- og kapitalbesiddere til at fortsætte deres ejerskab og magtudøvelse over danskernes land og stat (som de malkede for midler) efter enevældens ophør? Eller var dannelsen af Hedeselskabet snarere udtryk for rettidig omhu fra godsejere og andre elitepersoner, som i en kaotisk tid påtog sig et nødvendigt ansvar og ydede store beløb til selskabets egnsudviklingsstøtte til gavn for den brede befolkning?