Dansk sikkerhedspolitik-og forsvarspolitik
Camilla Tenna Nørup Sørensen, Lektor og ph.d. v. Forsvarsakademiet.Trumps tilbagevenden til Det Hvide Hus har sat en tyk streg under, at vi er på vej ind i en ny verdensorden, hvor Europa er kommet under et øget pres. Vi kan ikke længere regne med USA som vores vigtigste allierede og med NATO som søjlen i europæisk sikkerhed. Kongeriget Danmark er særligt presset som følge af fornyede amerikanske tilkendegivelser om behovet for kontrol med Grønland. Krigene i Ukraine og Gaza fortsætter samtidig med at told- og handelskrige bølger frem og tilbage med et styrket fokus på at blive førende og selvforsynende inden for nye teknologier og kritiske ressourcer. Det er komplekst og uforudsigeligt. Med afsæt i en analyse af den aktuelle verdens(u)orden vil foredraget opridse og diskutere de nye krav og udfordringer, som dansk sikkerheds- og forsvarspolitik skal takle samt tage fat i mulige nye alliancer og partnerskaber for Kongeriget Danmark.
