Fortællingen om en befolkning, der greb en chance og udnyttede den til det yderste. Fanøs sandede jorde var oprindelig befolket af en fattig fisker- og bondebefolkning, der desuden drev lidt tuskhandel. I 1741 fik befolkningen mulighed for at frikøbe øen og fik derved også mulighed for at drive søfart. I løbet af få år blev skibsfart øens altdominerende erhverv, og trods øens totale mangel på skove blev også skibsbyggeri et vigtigt islæt i Fanøs maritime næring.
I slutningen af 1800-tallet rådede Fanø over den tonnagemæssigt største flåde i den danske provins. Øens store sejlskibe var at finde overalt på de syv verdenshave, men måtte omkring 1900 se sig endegyldigt slået af en ny tids damp-skibsteknologi.