Dialekter er ikke samlinger af sære ord men selvstændige sprogformer, og vestjysk er en markant dialekt. Vestjyden siger a om sig selv, ikke jeg, mand og hus hedder æ mand og æ hus, ikke mand-en og hus-et, og udtalen ændrer sig kun lidt og gradvist fra Thyborøn til Sydvestjylland, mens de lokale forskelle er langt større i Østjylland.
De indbyrdes ligheder afspejler livsbetingelser og kommunikationsmønstre, med arbejdsrejser og livlig trafik mellem nord og syd, og at man i århundreder har holdt fast i de vestjyske træk, som er så forskellige fra skriftsproget, fortæller om et samfund der var mindre centraliseret og om en vestjysk identitet der var meget forskellig fra de sjællandske hovbønders.
Foredraget vil dels handle om de vigtigste vestjyske dialekttræk, dels om holdninger til dialekt og om de egenskaber som dialekttalende tillægges.