1848 – revolution, krig og demokrati
Forskningsleder, dr.phil. Hans Schultz Hansen m.fl.4 onsdage: 22.02.; 01.03.; 08.03.; 15.03. kl. 16:00-17:45 på Alsion, Den Røde Boks.
For 175 år siden, i 1848, oplevede forholdet mellem dansk og tysk en drastisk forværring. Revolutionerne i Frankrig og Tyskland slog ind over det dansk-tyske monarkis grænser. I marts gærede det både i København og Kiel. I København gennemtvang borgerskabet et fredeligt systemskifte fra enevældigt til konstitutionelt monarki. I Kiel dannede de slesvig-holstenske ledere en provisorisk opstandsregering for Slesvig og Holsten, og i Rendsborg gennemførtes et ublodigt kup mod fæstningen. Følgen blev tre års borgerkrig mellem kongeriget Danmark og hertugdømmerne. I Sønderjylland ønskede flertallet at beholde forbindelsen med Danmark og vendte sig mod slesvig-holstenerne. Historien om 1848 er imidlertid mere end de dansk-tyske modsætninger; den handler også om forsøg på begge sider på at indføre demokrati og om kamp for bedre levevilkår for arbejdere og bønder – ikke mindst på Als. I fire foredrag skal vi følge det dramatiske år i kongeriget Danmark og i hertugdømmerne med særlig fokus på Sønderjylland:
Onsdag 22.2.2023: Introduktion til revolutionsåret 1848 samt foredrag om den slesvig-holstenske opstand og demokratisering, ved forskningsleder Hans Schultz Hansen, Rigsarkivet.
Onsdag 1.3.2023: Nordslesvig i 1848 – dansk og tysk mobilisering, ved samme.
Onsdag 8.3.2023: Treårskrigen, ved ph.d. Jens Ole Christensen, København.
Onsdag 15.3.2023: Revolutionen i kongeriget Danmark og Junigrundloven 1849 ved lektor Bertel Nygaard, Aarhus Universitet.