Et sted mellem surrealisme og magisk realisme finder vi mexicanske Frida Kahlos smukke og foruroligende malerier. Frida Kahlos ansigt er ikonisk. I en lang række selvportrætter – men også i bybilleder, landskaber og stilleben – reflekterer hun over sig selv, sine familiemæssige og kulturelle rødder set i lyset af den mexicanske historie og tidens politiske strømninger. Det handler om de ustabile selv, men også om den kvindelige identitet:
Hvad er en kvinde (når kærligheden smuldrer, kroppen svigter og moderskabet udebliver)? Med udstrakt brug af religiøs symbolisme, for eksempel i skildringen af den forpinte krop, peger Kahlo på den indre smerte, frustrationerne og længslen efter kærlighed og forbundethed – og gør det legitimt for en kvindelig kunstner at være melankoliker. Dermed bliver hun en vigtig rollemodel for eftertidens kvindelige kunstnere for eksempel Louise Bourgeois og Tracey Emin – ligesom hun i høj grad taler til vores tid.