Egon Schiele (1890-1918)
Signe Jacobsen, Kunsthistoriker, mag.art.Den populære foredragsrække fortsætter i 2023. Denne gang skal vi høre om den nederlandske barokmaler Peter Paul Rubens (1577-1640), den spanske hofmaler Francisco Goya (1746-1828) og den østrigske maler Egon Schiele (1890-1918) som var en skæv og spændende repræsentant for ekspressionismen.
De to første foredrag afholdes på Skive Bibliotek, da museet er lukket. Det tredje foredrag afholdes på Skive Museum.
Foredragsholderen er Signe Jacobsen, som er mag. art i kunsthistorie. Foredragsrækken er arrangeret af Skive Kunstforening i samarbejde med Folkeuniversitetet i Skive, Skive Museum og Skive Bibliotek.
EGON SCHIELE (1890-1918)
på Skive Museum
Wien omkring år 1900 er modsætningernes holdeplads – et konservativt kejserhof med sin rod i barokkens kunst på den ene side og åndeligt og kunstnerisk nybrud i et samfund på randen til en ny tid på den anden. Spændingerne spidser til politisk, og 1.verdenskrig rammer i 1914. Wien er jugendstilens forpost, med Gustav Klimt inden for maleriet og Otto Wagner inden for arkitekturen. Og så er der den grænseoverskridende Egon Schiele, der arbejder videre med udgangspunkt i Klimts erotisme på en æstetisk udsøgt vis – men i modsætning til Klimt med en foruroligende indre konflikt og grænseoverskridende hudløs afdækning af den plagede seksualitet og den svære kærlighed. Han bliver en fuldtonet eksponent for ekspressionismen, men bibeholder jugendstilens skønhedssøgende linjeforløb.