Lydmærker gennem tiden - samtale foredrag

Jakob Ingemann Parby, Seniorforsker, museumsinspektør, ph.d.
5. maj 2026 Kl. 19:00 Struer-Egnens Folkeuniversitet

En samtale og kulturhistorisk DJ’ing om fortidens lyd med Jakob Ingemann Parby og Jacob Kreutzfeldt

Rådhusklokker, kirkeklokker, gadeskrål, mågeskrig, bytrommer og buslyde… Nogle lyde får med tiden udvidet betydning og kommer til at kendetegne bestemte steder og byer eller lande. I lydforskningen taler med om lydmærker, når lyde knyttes til steder.

Københavns rådhusklokker er uden tvivl en af de vigtigste lyde i Danmark. Siden årsskiftet 1899-1900 har klokkernes lyd været med til at binde byen og landet sammen. Særligt til nytår, hvor de fleste danskere fortsat hopper ind i det nye år, mærker vi at den århundrede gamle lyd betyder meget mere end den vistnok oprindeligt var tænkt.

Før og efter rådhusklokkerne har andre lyde, som gademusik, sporvognsklokker og telefonlyde indtaget og karakteriseret byens og kvarterernes rum. Kan man lytte sig ind på historien ved at lytte til sådanne historiske lyde? Hvornår er en lyd værd at bevare? Og hvad skal der til for at forstå hvad lydene betød for fortidens lyttere?

Til dette arrangement skal vi lytte på eksempler på fortidens og nutidens lydmærker. To lydforskere har pakket tasken med lyde og anekdoter om fortidens lyd- og lyttekulturer, og undervejs skal vi berøre nogle af de svære spørgsmål om bevaring og formidling af kulturhistoriens lyd.

Prisen er inkl. kaffe og kage.

Foredragsholdere:
Jakob Ingemann Parby er museumsinspektør og seniorforsker på Københavns Museum, hvor han bl.a. har beskæftiget sig med byudvikling, migrationshistorie, urbane mindekulturer og hverdagslivets historie. Fra 2020-2025 var han PI i forskningsprojektet Lyden af Hovedstaden og udgav i den forbindelse en monografi af samme navn med fokus på 1800-tallets lyd- og lyttehistorie. For tiden står han i spidsen for forskningsnetværket The Everyday Life of Urban Monuments og forbereder et projekt i anledning af 300-året for Københavns største bybrand i 2028.

Jacob Kreutzfeldt er ph.d., forskningsleder på Struer Museum og leder af Nationalt Videncenter for Sonisk Kulturarv (SOKU). Jacob Kreutzfeldt har gennem mange år – bl.a. som forsker i det nationale radioprojekt LARM – beskæftiget sig med lyd og kulturarv. I sit arbejde i SOKU og på Struer Museum arbejder han med at udvikle nye måder, hvor museer kan arbejde med kulturarvens lyd. Det er centrets ambition, at lyd og lytning fremover vil få en mere fremtrædende rolle på danske museer både når det gælder samlinger, bevaring, forskning og formidling.

Sted: Struer Museum, Søndergade 23