Nannas fortælling

Ulla Hæstrup, cand. mag i filmvidenskab og dansk. Filmkonsulent
28. oktober 2026 Kl. 19:30 Viborg Folkeuniversitet

Nannas Fortælling er en skæbnefortælling om en særlig kvinde i perioden 1900-1920. Vi følger fortællingens tråde i genrer mellem dokumentar, erindringer, historisk undersøgelse og poetiske nedslag i et fiktionsunivers med soundscape og originale billeder som illustration.

Nanna Bille, født Wolfhagen, kom til verden i 1883. Hun voksede op i København og blev gift med ingeniør og opfinder Harald Bille. Nanna rejste siden alene og sammen med Harald til Kina og England, og sammen skabte de et eventyrligt liv. Et eventyr der desværre fik en meget dramatisk afslutning.

Undervejs skrev Nanna breve og tog mængder af fotos. Dem har Ulla Hæstrup samlet og integreret med originale jordemoder-rapporter, dødsattester, avisartikler, journaler, protokoller, kirkebøger, personlige dokumenter og artefakter. Vi oplever her et usædvanligt kvindeliv i en tid, der deler fælles træk med vores tid i form af betydelige sociale, teknologiske, og geopolitiske forandringer.

Vi dykker ned i en epoke med mange nye opfindelser, teknologi og kommunikationsveje. Med verdenskrig og likvideringer. Rejser, dødfødsler, depression og gudsfrygt. Sygdom, epidemier og tabuer. Alt sammen noget, Nanna Bille oplevede i sit liv, i sin familie og på sin egen krop. Det er samlet i en livshistorie, med et detaljeret blik på kvinderoller, virkelighedens Lykke-Per-skæbner, landsbyslægter og borgerskab. Og ikke mindst stor kærlighed.

Sted: Regionshuset i Viborg, indgang C fra Tingvej