Danskere i Solens Rige - Japan i dansk litteratur 1901 - 1944

Lauritz Korfix Schultz, lektor, cand.mag., ph.d.-studerende
1. september 2027 Kl. 19:30 Vordingborg Folkeuniversitet

Hvordan har danske forfattere gennem litteraturen været med til at forme forestillingerne om Japan? I dette forløb ser vi nærmere på en række danske forfatteres skildringer af Japan i perioden 1901-1944, hvor det blev mere og mere populært at rejse til det østasiatiske land. Forløbet tager udgangspunkt i bogen “Danskere i Solens rige – Japan i dansk litteratur 1901-1944”, der er udkommet på forlaget Multivers. Gennem rejsebøger, digte, essays og journalistik af forfattere og kulturpersonligheder som Johannes V. Jensen, Sophus Michaëlis, Tom Kristensen og Julius Bomholt undersøges, hvordan fascinationen af japansk kultur sameksisterede med forestillinger om race, civilisation, køn og politisk trussel. Vi kommer ind på erotiseringen af Orientens kvinder, på rejselitteraturen som genre, på det romantiske og poetiske Japan og meget mere.
Forløbet viser, hvordan litteraturen både afspejlede samtidens danske syn på Japan og var med til aktivt at forme det og giver samtidig et kulturhistorisk indblik i Danmarks forhold til verden uden for Europa i første halvdel af det 20. århundrede.

Sted: Idrætshøjskolen Bosei, Evensølundvej 5, 4720 Præstø