Livsformbevægelsen 1: En tidlig reaktion på industrialismen – to foredrag

v/ Daniel Henschen  

mandag 24. oktober 2022 kl. 19:15
2 gange
Mogens Petersen

Livsreformbevægelsen var en kulturstrømning, der skyllede hen over Europa og USA fra slutningen af 1800-tallet og frem til Anden Verdenskrig. I denne foredragsrække får vi i efteråret 2022 en generel introduktion til bevægelsens udbredelse og former, samt bevægelsens udbredelse i Danmark, herunder i kunstverdenen. Som eksempler på sidstnævnte er malerne Christen Lyngbo ved den jyske vestkyst og Axel Haldrup ved Roskilde Fjord. I foråret 2023 bliver foredragsrækken fulgt op af en serie med bevægelsens syn på kroppen, pædagogikken og gymnastikken (torsdag d. 13. april 2023) og det naturlige liv som aktiv brug af naturen, f.eks. indenfor landbruget (torsdag d. 20. april 2023). Og denne serie slutter af med en ekskursion  til Aktivitetscenter Østergaard, hvor en række af hans malerier er udstillet, forbi hans gravsted på Lyndby Kirkegård og til Axel Haldrups Grund ud til stranden nord for Lyndby, hvor Lejres tidligere borgmester, Flemming Jensen, vil berette om,  hvordan livet i familien Haldrup formede sig under indtrykket af livsformbevægelsen (lørdag d. 22. april 2023).

 

Mandag d. 24. oktober 2022, kl. 19.15-21.00: Den moderne krise og drømmen om det naturlige liv

Klimakrisen har sine forgængere. Allerede for mere end 100 år siden frygtede mange et snarligt sammenbrud for den naturlige balance, som var forudsætningen for menneskehedens fremtid.
Livsreformbevægelsen opstod som reaktion på et samfund i krise. Ligesom i dag mente mange, at det moderne samfunds industrialiserede og ’unaturlige’ liv på sigt ville få katastrofale følger. Den gang var der ingen der talte om klimaforandringer: frygten gjaldt omsiggribende nervøsitet, livsstilssygdomme og overforbrug. Løsningen var et andet liv, indrettet efter det man anså for menneskets naturlige behov: Lys, luft, bevægelse og vegetarisk kost. Sundhed for den enkelte skulle bane vejen for et sundere samfund.
Foredraget fortæller historien bag livsreformbevægelsens vision for et naturligt liv. Fra rødderne i 1700-tallet, over de store tyske reformtænkere til det danske gennembrud omkring første verdenskrig. Hvad var det for en krise, som industrialiseringen og det moderne samfund fik skylden for, og hvad betød det at leve sundt og naturligt?

 

Mandag d. 31. oktober 2022, kl. 19.15-21.00. Den indre natur: Livsreform og rødderne til den moderne sundhedsbølge

Livsreformbevægelsen slog for alvor igennem i 1896, da Dansk Vegetarisk Forening blev stiftet med et program, der ikke kun begrænsede sig til plantekosten. Målet var at kroppen skulle gøres sund og naturlig. På den tid blev grunden lagt til mange af de tendenser, vi ser i dag med vegetarisme, ’raw food’ (Raakost-spisere) og udfordring af de lægelige autoriteter. Foredraget handler om det alternative sundhedssyn, som livsreformbevægelsen udfoldede for sine medlemmer. Nogle af datidens idéer (som f.eks. mindre kød, flere grøntsager) er senere blevet så blåstemplede, at vi ikke tænker over, at det en gang var kontroversielt. Andet som modstanden mod vaccination bliver stadig set som mere end tvivlsomt. Et foredrag, der kommer omkring sanatorier, vegetarrestauranter, mandlige sandaler og lanceringen af cornflakes før første verdenskrig.

Pris: 190 kr. for deltagelsen i serien, der omfatter to foredrag.

Du kan i stedet tilmelde dig hvert af foredragene for 120 kr. For nærmere information og tilmelding til et af foredragene, klik på foredragets titel ovenfor.

 

Om foredragsholderen

Foredragsholderen Daniel Henschen har en phd. I historie fra Syddansk Universitet. Han har skrevet mange artikler om emnet og har udgivet bøgerne ”Da danskerne ville omvende verden” og ”Kampen om danskernes kost”.

 

For nærmere information om serien Livsreformbevægelsen, kontakt Mogens Petersen, mp@snegom.com, telefon 4012 7280

 


Den aktuelle udstilling i galleriet kan ses begge dage fra kl. 18.30
190 kr.