Folkeuniversiteternes dag 2022: Skovenes natur og bæredygtighed i Nationalpark Skjoldungernes land

v/ Bo Fritzbøger og Jørgen Bo Larsen  

lørdag 17. september 2022 kl. 14:00
1 gang
Folkeuniversitet Skjoldungernes Land, Folkeuniversitet Frederikssund og Folkeuniversitet Roskilde

De danske skove har gennem tiderne været centrale for menneskets trivsel og samfundets funktion. De seneste århundredes fokus på træproduktion er blevet udfordret af en række ”nye” krav, og i dag står skoven helt central mht. til løsning af nogle store globale udfordringer. Hvordan kan skoven bidrage til løsning biodiversitet- og klimakrisen og samtidig fortsætte med at levere træ til samfund og industri?

Pris: 75 kr.

 TILMELDING NEDERST PÅ DENNE SIDE

Program:

14.00 – 15.15: Bo Fritzbøger: Skovenes historie og modernisering siden 1880erne

Danmark gennemlevede i 1870erne den første store bølge af industrialisering og urbanisering, som gjorde samfundet moderne. Men moderniteten var ikke kun et byfænomen. Også udnyttelsen af de naturressourcer, som foruden arbejdskraft var landet vigtigste råstof, blev industrialiseret og kommercialiseret. Det gjaldt også det skovbrug, der siden Fredskovsforordningen i 1805 principielt havde rettet sig ensidigt mod træproduktion, men som almindeligvis affandt sig med dårlige kvaliteter og lokal afsætning uden den store konkurrence. Nu skulle produktionsmetoder og afsætningsforhold forbedres, samtidig med at videnskaben forfinede indsigten i det egentlige produktionsapparat: skovøkosystemet. Denne omstilling af skovlandskabet til en effektiv og rentabel industri skete imidlertid ikke uden modstand. For som en afledt funktion af bykulturens fremmarch fik æstetiske, rekreative og naturhistoriske interesser stadig mere magt, og det 20. århundredes moderne skovbrug blev langt fra så ensidigt, som mange skovfolk ønskede sig.

 

15.15 – 15-45: Kaffepause med let servering

 

15.45 – 17.00  Jørgen Bo Larsen: Bæredygtig skovdrift og nyere tendenser inden for skovdrift i Danmark og EU

De sidste årtier har medført voldsom udvikling i de krav, samfundet stiller til skoven og dermed for skovdriften. Hvor træproduktion til og med 2. verdenskrig var hovedformålet med driften, er principper om flersidighed i driften af vores skove vokset konstant. Skovene skal i dag ud over træproduktion skabe rammen for fritidslivet og rekreative muligheder for en voksende bybefolkning, bidrage til sikring af vores drikkevand, og de bliver i dag betragtes som helt centrale for at løse de to største globale udfordringer – biodiversitets- og klimakrisen. Hvordan kan disse mangesidede og til en vis grad konflikterende krav forenes samtidig med, at skoven skal gøres mere robuste overfor de kommende ændringer i klimaet? Foredraget belyser begrebet bæredygtig skovdrift og giver et overblik over EU-kommissionens nyeste tiltag til udvikling af retningslinjer for skovdriften i EU; en proces som bygger på EU´s klima-, biodiversitets- og skovstrategi.

 

17.00– 18.00   Diskussion om natur og bæredygtighed i danske skove

Ordstyrer: Hans Christian Jessen, skovfoged i Naturstyrelsen, Midtsjælland.

Hvordan kan disse udviklingstendenser tilpasses de danske skove, og hvordan vil de kunne gennemføres i offentlige og private skove?

 

Til inspiration ved diskussionen:

Til minde om Edv. Johs. Anger, Ridder af Dannebrog, Skovrider ved Bistrup Skove 1898 – 1930, rejste skovens mænd denne sten.

Eduard Johannes Anger (1861-1930) var uddannet som forstkandidat ved Landbohøjskolen i 1882. Han blev i 1898 skovrider ved Københavns Kommunes skove, kaldet Bistrup Skovdistrikt. Han var således distriktets leder i en tid, hvor skovbruget blev moderniseret og indrettet på rational fremstilling af træ. Men det var også en periode, hvor befolkningen i stigende grad krav stillede krav til skovenes rekreative funktioner. Efter hans død i 1930, rejste distriktets ansatte denne mindesten for ham i skoven på Hejede Overdrev syd for Hvalsø.

 

 

Om foredragsholderne:

Bo Fritzbøger er historiker og lektor ved Københavns Universitet, og han har tidligere gennem mange år undervist i skovbrugets og landskabets historie ved Landbohøjskolen. Han har skrevet en lang række bøger og artikler om skovhistoriske emner, og hans forskning orienterer sig bredt mod landskabsanvendelse, natursyn og miljøspørgsmål. Bo har netop udgivet en engelsksproget bog om bæredygtig udvikling i Danmark siden 1970, og han arbejdet på en historisk biografi om den fremtrædende forstmand P.E. Müller (1840-1926).

 

Jørgen Bo Larsen er forstkandidat og professor emeritus ved Københavns Universitet, hvor han har undervist og forsket i skovøkologi og skovdrift. I de senere årtier har han haft fokus på udviklingen af bæredygtige driftsformer i skovbruget, og hans arbejde har været afgørende for den igangværende omlægning af dansk skovbrug til naturnær drift. Han har været med-initiator i oprettelsen af Den Danske Klimaskovfond og sidder i dennes bestyrelse. Pt er han involveret i udarbejdelse af EU-retningslinjer for udvikling af de Europæiske skove mht. sikring af skovens træproduktion samt deres bidrag til løsning af biodiversitets- og klimakrisen.

 

For nærmere oplysninger om arrangementet skal du henvende dig til Jesper Brandt, brandt@ruc.dk, mobil 2275 6699


75 kr. incl en mindre servering ved kaffen