Kirkegårdstur i foråret 2022 – Lyndby kirkegård

v/ Lars Munch  

søndag 12. juni 2022 kl. 14:16
1 gang
Mogens Petersen

Lyndby kirke 1945

I klart vejr kan man fra Lyndby kirkegård se til Roskilde Domkirke. Men selv om Lyndby kirke ganske vist ikke har domkirkestørrelse, så er det en bemærkelsesværdig stor kirke til et forholdsvis lille sogn. For få år siden fandt arkæologerne fra Roskilde Museum rester af en markedsplads fra vikingetid og tidlig middelalder på engen øst for kirken, og lokaliteten må også have været en gunstig ladeplads. Det er nok her, vi skal søge forklaringen på kirkens størrelse. På kirkegården findes gravsteder for egnens både kendte og ukendte personer. Her skal nævnes Bramsnæs Kommunes tidligere borgmester Holger Waage, der også i en periode var medlem af Roskilde Amtsråd. Maleren Aksel O. Haldrup ligger også begravet på kirkegården sammen med sin kone, Gudrun Haldrup. I omkring 45 år boede de sammen med deres 5 børn i et bjælkehus ved Lyndby Strand. Aksel Haldrup hentede sine motiver fra det lokale landskab, de lokale bygninger og portrætter af egnens beboere. Mange af hans malerier hænger fortsat rundt omkring i de private hjem.  Lyndby kirke er formentlig den yngste af Bramsnæskirkerne, men vi taler stadig om et romansk bygningsværk fra før år 1200, som vi kan se af de nu tilmurede rundbuede vinduer og portaler i kor og skib. Den er opført i frådsten, altså kildekalk, som de andre kirker, og frådstenskvadrene er omhyggeligt tilhuggede. Som så mange andre kirker fik Lyndby slået hvælv i 1300- og 1400-tallet, mens tårnet først blev bygget i 1830erne.

Pris: 80 kr. Du kan også tilmelde dig alle fire kirkegårdsture i foråret for 280 kr. Se nærmere HER

Nærmere oplysninger om arrangementet fås hos Mogens Petersen, tlf. 4012 7280


80 kr.