Martin A. Hansen og landskabet omkring Allerslev og Lejre

v/ Birgitte Krejsager  

lørdag 24. april 2021 kl. 10:00
1 gang
Skjoldungernes Land

Martin A. Hansen og landskabet omkring Allerslev og Lejre

Kl. 10-12: Forelæsning

Lejreegnens landskab er et levende kulturlandskab med spor og fortællinger, der dukker op af landskabet som erindringer om menneskers liv gennem tusinder af år. I Salum i Allerslev hænger et maleri Martin A. Hansen malede over sin nye hjemstavn. Han ville ”hitte ud af Lejres gåder” på ture i terrænet og gennem studier af Lejreegnens topografi, stednavne, fortidsminder og sagn. Martin A. Hansen så landskabet ’med en omstilling i øjet’ og skabte sine egne kort over Lejreegnen. I centrum for foredraget er de fortællinger, der vokser frem af Martin A. Hansens studier i landskabet. Og en samlet fortælling om landskabet som bærer af identitet og erindring.

Medbragt frokostmadpakke spises efter forelæsningen.

Kl. 12-16: Ekskursion, der foregår som vandretur i lokalområdet.

På denne tur følger vi Martin A. Hansen ud i Skjoldungernes landskab. Vi følger i sporene på Martin A. Hansen efter erindringen i landskabet og ude i terrænet ser vi landskabet med hans blik. På ruten – som væsentligt følger Skjoldungestien – passerer vi høje, som Martin A. Hansen har indberettet til Nationalmuseet og Sødmosen og der gøres ophold ved Vættensbjerg og Grydehøj i Gl. Lejre. De to høje er konkrete eksempler på Martin A. Hansens igangsættende betydning for arkæologiske udgravninger og fredningen af Grydehøj, hans private fredningsinitiativ og gavebrev til køb af arealet.

Pris: 175 kr. Tilmelding nedenfor. Du kan i stedet for tilmelde dig begge lørdage om Martin A. Hansen for 500 kr. Mere information og tilmelding herom, se HER.

 

Om foredragsholderen:

Birgitte Krejsager er Mag.art i nordisk litteratur, ph.d. & cand.jur.. phd

Birgitte har som litteraturhistoriker gennem mange år forsket i Martin A. Hansens historiesyn og landskabsforståelse på grundlag af omfattende studier af Martin A. Hansens efterladte papirer, optegnelser og breve. Forskningen er sammenfattet i phd.-afhandlingen ’Erindring og Identitet. Martin A. Hansens sakraltopografiske studier i landskabet 1951-1955’. Hun har udgivet ‘Fortællerens Rum. Studier i Martin A. Hansens Orm og Tyr’, samt artikler i tidsskrifter og leksikonartikler om forfatterskabet, og har undervist i Martin A. Hansens forfatterskab og landskabsstudier på Københavns Universitet, på folkeuniversiteterne i København og Skærum Mølle samt holdt foredrag på højskoler og det tidligere grundforskningscenter Menneske og Natur på Hollufgård om Martin A. Hansen.


175 kr. Du kan i stedet tilmelde dig begge lørdage for ialt 500 kr.