Kulturpolitikken til debat

v/ Kunsthistoriker Merete Sanderhoff  

onsdag 15. april 2020 kl. 19:00
1 gang
Viborg Folkeuniversitet

”Kulturpolitikken til debat” arrangeres i samarbejde med Viborg Kunsthal.

Hvilken rolle ønsker vi, at kunst og kultur skal have i det danske samfund? Og hvad kan kulturen bidrage med til vores fremtidige liv? Det forsøger kunsthistoriker Merete Sanderhoff at indkredse i debatbogen ”Et spørgsmål om kultur”, der udkom lige op til det seneste folketingsvalg i juni 2019.

Merete Sanderhoff har interviewet en lang række profiler fra dansk kulturliv og kulturpolitik – blandt andre det Kongelige Teaters chef Kasper Holten, kunstner Olafur Eliasson, forfatter Knud Romer, DR’s generaldirektør Maria Rørbye Rønn og daværende kulturminister Mette Bock. I bogen kortlægger de deres visioner for kulturen, men også de svære valg og fravalg. Bogen er en kulturpolitisk tidskapsel over holdninger til kunstens og kulturens samfundsrolle i en tid, hvor der igen er blæst til kulturkamp.

Merete Sanderhoff (f. 1978) er kunsthistoriker og forfatter til adskillige bøger om kunst og kulturs rolle og placering i samfundsdebatten. Hun arbejder på Statens Museum for Kunst som inspektør og seniorrådgiver for digital museumspraksis. Som en del af sit virke er hun engageret i udviklingen af europæisk kulturarvspolitik, blandt andet som rådgiver om digital kulturarv i EU-Kommissionen.


Billetter kan købes: http://billetter.bemaerkedage.dk/bestilling.php
150 kr. incl.kaffe/te