I musikhistorien er begrebet romantik meget rummeligt – sandsynligvis for rummeligt. I virkelig­he­den er begrebet uegnet som betegnelse for en bestemt periode, hvorimod det er velegnet som betegnelse for en bestemt livsopfattelse. Hos de komponister, der virkede i sidste halvdel af 1800-tallet, blander typisk romantiske livsopfattelser sig med typisk realistiske, som bl.a. kende­tegnes ved kunstens sociale, nationale eller politiske engagement. Denne dobbelthed mellem romantik og realisme er ikke mindst tydeligst i periodens vigtigste genre, operaen: Giuseppe Verdi’s gennembrud i 1840-erne er tæt forbundet med den italienske frihedskamp, og Richard Wagners ungdomsværker er tydeligt båret af politisk revolutionært sindelag. I de slaviske lande spiller musikken en betydelig rolle for skabelsen af en national identitet, og i den franske grand opera grundlægges den moderne underholdningsindustri.

De klassiske genrer, symfoni, strygekvartet og sonate, trænges noget tilbage i perioden, hvilket dog ikke forhindrer, at betydelige symfonikere som Brahms, Bruckner, Dvorák og Tjajkovskij beriger genrerne med betydelige mesterværker.

Edvard Grieg tilfører tonekunsten et forfriskende nordisk pust, men også danske komponister som Peter Heise og C.F.E. Hornemann har væsentlige ting på hjertet.