Forelæsningsrække: Børnelitteratur fra Estrid Ott til i dag

v/ Lotte Thrane m.fl.  

onsdag 02. marts 2016 kl. 17:30
3 gange
Sønderborg Folkeuniversitet

Onsdag den 02.03.16: Vildfugl og verdensborger – Estrid Ott , hendes bøger og hendes samtid, v. dr.phil Lotte Thrane, KU

Estrid Ott (1900-67) debuterede på Gyldendal som 17-årig, og hendes mange bøger om stærke piger har fungeret som undergrundslitteratur for mindst tre generationer af unge kvinder. Ott er også foregangskvinde med sin solidariske holdning til børn og unge, og med sin altid kritiske forståelse af samfund, kønsroller, skole og opdragelse. Hendes bøger blev rost i samtiden for at være sund litteratur for opvoksende generationer, men forfatterskabet forbinder sig også med skiftende idéstrømninger – som tidlig kulturradikalisme og vitalisme i 1920’erne, heroisme og fascisme i 30’erne, før det munder ud i en hyldest til verdensborgeren i 1950´erne og 60´erne.

 

Onsdag den 09.03.16: Den socialistiske børnebog, v. professor Torben Weinreich, AU
1970’ernes børnelitteratur var domineret af en socialistisk strømning. Der udkom mere end 100 socialistiske børnebøger og især debatten, herunder de mange fagbøger om børnelitteratur, som prægede perioden, var i høj grad politisk. Torben Weinreich, som selv skrev både socialistisk børnelitteratur og som forsker en omfattende fag- og debatlitteratur, tegner et billede af tiden, dens børnelitteratur og de vigtigste forfatterskaber.

 

Onsdag den 16.03.16: Aktuel børnelitteratur, v. centerleder Nina Christensen, AU
På biblioteker og boghandleres hylder står børne- og ungdomslitteraturens klassikere side om side med nye genrer og udtryksformer som grafiske romaner og Young Adult fiction. Foredraget peger på nye tendenser i børne- og ungdomslitteratur i lyset af feltets historiske udvikling.


270 kr.