Den germanske rasen – reformationen til revision

v/ Filosof og forfatter Peter Tudvad  

mandag 31. oktober 2016 kl. 19:30
1 gang
Gribskov Folkeuniversitet

Wittenberg i det tyske kurfyrstendømme Sachsen, lørdag den 31. oktober 1517. En augustinermunk ved navn Martin Luther slår egenhændigt 95 teser mod den pavelige afladshandel op på slotskirkens port. Måske den mest skelsættende handling, et enkeltindivid nogensinde har begået i europæisk historie. Middelalderen veg for en ny tid, den enkelte satte sig op mod autoriterne, fornuften sejrede over overtroen. Eller var det anderledes: Hed munken slet ikke Luther, men Luder? Slog han overhovedet teserne op? Blev den nye tid vitterligt bedre – mere fri, tolerant og human – end den gamle? Lærte reformationen os at adskille politik og religion? Og var den også en gevinst for kvinder, jøder, fritænkere og alle de andre undertrykte?

Spørgsmålene er mange, svarene ligeså. Lutheranere mener ét, katolikker noget andet, ateister noget tredje. Fred blev der i det mindste ikke, for når ikke tyrkerne truede den samlede kristenhed, bekrigede de kristne hinanden indbyrdes. Paven mod kejseren, kejseren mod kurfyrsten, kurfyrsten mod menigmand. Det hele begyndte så godt, men endte ikke slet så godt, som vi i den evangelisk-lutherske kirke helst tror. Hvis reformationen da overhovedet er endt endnu.

Entre 80 kr. pr. person. Tilmelding og betaling på www.gribskovfu.nemtilmeld.dk – eller kontant ved indgangen (først-til-mølle-princip).


80 kr.