Historien om Israel – og naboen Palæstina

v/ journalist Hanne Foighel  

lørdag 21. november 2015 kl. 14:15
1 gang
-

Hanne Foighel har arbejdet som journalist med base i Tel Aviv i mere end 25 år. Mange vil kende hende fra P1 og Deadline. Vi har bedt Hanne Foighel afholde et mini-seminar om Israel og naboen Palæstina lørdag den 21. november kl. 14.15-18.00.

Det kan være komplekst at forstå den moderne jødiske stat og ikke mindst den langvarige konflikt. Det er (mindst) 100 år siden, konflikten begyndte, 66 år siden Israel blev en stat, 20 år siden Osloaftalen blev underskrevet, men hvor går vejen mod fred?

Hanne Foighel vil stille skarpt på den aktuelle udvikling i vejen mod fred i Israel og Palæstina. Hun lover ingen enkle svar eller hurtige løsninger. Hun lover til gengæld, at alle efter foredraget vil være forvirrede på et nyt, højere og mere oplyst niveau. Og der vil blive rigelig tid til spørgsmål!

Foredraget falder i to dele: Inden eftermiddagspausen med kaffe/te vil Hanne Foighel gå tilbage til konfliktens begyndelse og derefter arbejde sig op til nutiden med fokus på fredsprocessen. Hun vil ikke mindst belyse, hvorfor det er så svært for parterne at blive enige.

Efter pausen vil Hanne Foighel sætte fokus på det israelske samfund og Israels kultur: Hvordan skaber man på mindre end et halvt århundrede en stat ud af immigranter fra over 150 lande med hver deres sprog og baggrund? Og hvordan påvirker den stadige strøm af immigranter israelsk politik?

151011

Lørdag den 21. november kl. 14.15 – 18.00

Helsingør Gymnasium, Helsingør

Pris kr. 50, inkl. forfriskninger

Studerende gratis